“SUH Cherry” er en cherrytomat sort som en af mine kolleger har dyrket i mange år. Hun fortæller, at hun købte en velsmagende cherrytomat i supermarkedet som hun tog frø fra. Siden da er sorten blevet dyrket i mange år. Sortens navn og oprindelse er således ukendt. Jeg har set billeder af sorten tænkte det ville være en god, højt ydende tomat at dyrke.
Sorten er frøstabil.
Plantens udseende:
“SUH Cherry” vokser indeterminat. Planten har en enorm kraftig stængel som gør at man ikke kan sænke den når den når loftet. Det er en meget ivrig sort som skal nippes og bindes op da den ikke kan stå selv. Jeg valgte at lade planten sætte en nyt skud fra bunden, hver gang det gamle nåede loftet. På den måde fik den hen over sommeren 3 – 4 store stængler. Man siger at tomaterne bliver mindre af at der er flere stængler på planten. Det tror jeg nu ikke er tilfældet for denne cherrytomat.
Planten har normale savtakkede blade, som i kuløren er mere mørkegrønne end de fleste andre tomatplanter jeg har dyrket i år.
Jeg ved at sorten kan dyrkes både i drivhuset og på friland. Uanset hvordan den dyrkes, har den samme gode tomatproduktion. Både ude og inde er den dyrket i plantesække. Jeg dyrkede planten i en kapillærkasse i mit drivhus. Jeg tilsatte 10 gram perlekalk til hullet i plantesækken, da jeg plantede tomaten.
Tomaterne
Modningstiden var meget kort i denne hede sommer (2018) – kun 44 dage gik der fra blomst til moden tomat.
Denne sort sætter lange klaser af røde cherrytomater. Planten har lange ranker med op til 50 tomater i en ranke.
Tomaternes form er enten runde cherrytomater eller lidt aflange næsten dadeltomat-lignende, de vejer fra 7-14g stykket.
Smagen er på den søde side, rar og behagelig. Skalden er lidt tykkere end man er vandt til på en cherrytomat.
Vil jeg dyrke sorten igen? Ja, den er absolut værd at dyrke, da den giver et rigtigt godt udbytte.