“Fake” Clementine Bleue

Fake Clementine Bleue er navnet på en ikke-tomat. Dette kræver vist en nærmere forklaring! Frøene til denne sort fik jeg fra Thomas – en af de andre danske tomatnørder. Han havde, så vidt jeg har forstået købt, frø til sorten Clementine Bleue, fra et velanset tomat frøfirma nede sydpå. Det viste sig dog senere, at den tomat som sad på planten slet ikke passede til beskrivelsen af den sort han havde købt frø til. Kontakt til frøfirmaet hjalp ikke da de slet ikke kunne genkende beskrivelsen af tomaten til noget der passede på en anden sort de solgte frø til. Fake Clementine Bleue må derfor være resultatet af et spontant kryds der er sket mellem 2 sorter derude på marken hvor de er dyrket – det er sjældent det sker, men sådan er der opstået en del af nutidens sorter gennem tiderne.

Det var Thomas som gav den nye tomatsort navnet ovenfor. I de par år sorten har været dyrket her i landet ser det ud som om den er stabil, men det vides ikke med sikkerhed.

Plantens udseende:

Tomatsorten Fake Clementine Bleue vokser indeterminant. Jeg dyrkede den med 2 stammer for at øge udbyttet. Jeg havde desværre meldug i det drivhus den stod i, og da det var tidligt på sæsonen fik jeg ikke så mange tomater som jeg kunne have ønsket fra denne sort.

Planten har normale savtakkede grønne blade.

Planten blev dyrket i en Quadgrow potte med 11L pottemuld tilsat perlekalk og vulkansk aske for at tilføre sporstoffer til planterne.

Tomaterne:

Modningstiden: blev ikke målt.

Denne sort satte hos mig klaser med 4-5 tomater. Disse er enten runde eller aflange som små bøftomater. Mens tomaterne er umodne, er de grønne med brunlige længdeforløbne striber. De modne tomater er gule med rød/lilla striber på skuldrene og ned midt på tomaten

Tomaterne smager dejligt sødt og aromatisk.

Vil jeg dyrke sorten igen: Meget sandsynligt – men den er ikke på programmet i 2018.

Skriv et svar