Uncle Alfonsos Roma

Uncle Alfonsos Roma er en sugotomat. Frøene købte jeg for mange år siden fra Camilla Plums webbutik på Fuglebjerggaard. På hjemmesiden står der meget lidt om sorten og jeg har ikke kunne finde yderligere oplysninger på nettet. Den smule der står er at det er en sort som en amerikansk chefkok  og hans familie har dyrket i mange år.

 

Plantens Udseende

Jeg har dyrket denne sort på friland og inde i drivhuset; den trives godt begge steder. Uncle Alfonso vokser indeterminant og skal nippes.

Jeg har dyrket den med 3-4 hovedstammer for at få et større udbytte, det tåler sorten uden problemer.

Denne sort har normale savtakkede blade.

Tomaterne

Tomaterne på Uncle Alfonsos Roma har mange former. Nogle af tomaterne er aflange som en vanlig romatomat, mens andre er mere runde og nogle er næsten firkantede.

Tomaterne er meget kødfulde. Mange sugotomater er efter min smag kedelige i smagen, men det er denne her ikke. Disse tomater har en fantastisk sød smag og en distinkt aroma, som jeg har svært ved at beskrive.

Udbyttet fra en plante kunne jeg godt ønske at det var noget større end det jeg har haft.

Uncle Alfonsos Roma kan spises i salaten, som pynt på dit smørrebrød eller den kan bruges til alle de henkogte tomatprodukter du laver om efteråret.

Vil jeg dyrke sorten igen: Absolut, har dyrket den i snart 5 år, den er god at have om efteråret når “fadeburet” skal fyldes op igen.

Skriv et svar