Pink Blommetomat – ukendt sort fra Canada

“Mrs Kroecker” – det stod der på pakken uden anden karakteristika eller beskrivelse. Frøene blev købt ved firmaet “Upper Canada Seeds” i forbindelse med en rejse til Canada i 2015. Jeg har fundet de gamle lister over tomatsorter som butikken solgte (det er lykkedes mig at finde dem på nettet) og der står at det er en velsmagende rød cherrytomat. Den tomat jeg dyrkede i 2016 var ikke en cherrytomat, det er en PINK BLOMMETOMAT! Firmaet eksisterer ikke længere og de svarer ikke på forespørgsler.

Men hvilken tomatsort er det så jeg har dyrket, det ved jeg ikke!

Plantens udseende

Sorten vokser indeterminant og bliver mere end 2 meter høj. Dvs. på et tidspunkt er man nødt til at klippe toppen af den for at standse væksten og sikre at planten bruger solenergien på at modne de tilbageværende tomater på planten, i stedet for at lave nye tomater og bladvækst.

Planten har normale savtakkede blade.

Jeg dyrkede planten i mit drivhus i en Quadgrow potte med 11L pottemuld tilsat perlekalk og vulkanske mineraler.

Her trivedes den ganske godt.

Tomaterne

Sorten sætter mange, moderat store, pink blommetomater. Tomaterne sidder i klaser af 5-8 stykker. Planten er højtydende.

Tomaterne er mørk-pink når de er helt modnede. Desværre led tomaterne af “grøn nakke” den sommer sorten blev dyrket og det førte til at de smagsmæssigt var de ikke noget hit. Tomaterne var tillige melede i konsistensen. Årsagen hertil var utvivlsomt et meget varmt drivhus.

Vil jeg dyrke tomaten igen: ja det vil jeg. Alle de andre frø jeg købte af den ældre herre har givet velsmagende tomater, og hvis han er som jeg så dyrker og sælger men kun velsmagende tomater, derfor skal den prøves mindst en gang mere før den kasseres.

Leave a Reply