Chocolate Stripes

Sorten Chocolate Stripes er udviklet af John Siegel i Covington, Ohio i USA og blev introduceret på markedet i 2007. Her opnåede sorten en top-3 placering i smagekonkurrencer de første 3 år. Generelt er sorten beskrevet som højt-ydende i flere kilder på internettet. Chocolate Stripes har høj agtelsen blandt tomatdyrkere i Danmark, da den heldigvis også smager fantastisk ved dyrkning i vores klima, derfor har den været på min ønskeliste i flere år.

Jeg har ikke har det store held med at dyrke den, hvilket jeg er ganske irriteret over. Jeg dyrkede den i 2016, hvor planten gik til grunde som følge af en tidlig skimmelinfektionen – Chocolate Stripes var en af de første sorter, der led den skæbne det år. I sæsonen 2017 havde det danske sommervejr skræmt mig så meget, at jeg ikke turde sætte tomater på friland og derfor dyrkede jeg den – og alle de andre tomatsorter – i drivhuset.

Plantens udseende

Chocolate Stripes vokser indeterminat.

Selv om jeg har dyrket sorten på friland overlevede den ikke så længe at jeg kan sige noget om hvorvidt den trives på friland. Generelt siges det at bøftomatsorter yder bedre når de dyrkes i drivhuset. Jeg har dog haft held til at dyrke andre bøffer på friland med succes, f.eks. sorten Copia. For Chocolate Stripes er væksten på friland dog uvist. I mit drivhus dyrkede jeg denne sort i en Quadgrow potte med 11L pottemuld tilsat perlekalk.  I 2017 lod jeg planten stå med 2 hovedstammer, da jeg ikke synes bøfferne giver så mange tomater.

Løvet på planten er de sædvanlige savtakkede, grønne blade. Min plante havde ikke særligt mange blade og var idet hele taget noget sølle. Mon det bare var et dårligt frø jeg havde sået?

Tomaterne

Modningstiden er lang cirka 90 dage. Tomaterne når de er umodne stribede i flere grønne nuancer. Når de er modne bliver de lys mahoni-farvede med næsten olivengrønne striber på. De er fladtrykte bøffer, som måler 9-12 cm i diameter og som vejer op til 300g – står der i de internationale kilder. Min største tomat vejede dog 529 gram.

Jeg smagte kun på 2-3 tomater fra min plante sidste år, så det var meget arbejde for et sølle udbytte. Smagen har ikke gjort det store indtryk på mig, tomaten blev plukket sent sammen med mange mange andre tomater.

Vil jeg dyrke sorten igen: Ja, den skal prøves endnu et år og den velsmagende tomat afprøves.

Leave a Reply