Annie’s Singapore

Tomatsorten Annie’s Singapore har en lidt speciel historie. Annie, som er en kvinde jeg ikke kender, får på en flyvetur med Singapore Airlines fik en velsmagende tomat serveret som en del af måltidet. I stedet for at spise hele tomaten tog hun lidt frø fra – det er jo dejligt nemt med tomater. Siden den tid har hun og mange andre dyrket sorten med stor succes. Annie’s Singapore er en cherrytomat og således ret nem at dyrke, tomaterne er velsmagende og udbyttet fra en plante er rigtigt godt.
Sorten er selvbestøvende og har været frøstabil mange år.

Plantens udseende

Annie’s Singapore vokser med indeterminant vækst (ranketomat) og den holder først op med at vokse når frosten slår planten ihjel sent på efteråret. Jeg dyrkede den i drivhuset. Jeg dyrkede sorten sammen med 2 andre tomatsorter i en kapillærkasse med en plantesæk med 50L pottemuld kun tilsat perlekalk. I sommeren løb blev der vandet med gødningstilblandet vand.Annie’s Singapore har en yderst kraftig stængel. Jeg dyrkede planten med 3 hovedstammer for at øge udbyttet.

Sorten har almindelige savtakkede grønne blade.
Da Annies Singapore er en cherrytomat vil jeg mene at sorten uden større besvær kan dyrkes på friland med et godt udbytte, blot man sikrer sig at planten står et sted hvor den er beskyttet, f.ex. op ad en mur og den ikke udsættes for meget vind.

Tomaterne

Modningstiden blev desværre ikke målt på denne sort. Andre beskriver den som kort.

Annie’s Singapore laver nogle meget store klaser med op til 50 tomater. Selv om der er mange tomater i en klase er det ikke en klassisk multiflora-tomatsort. Disse cherrytomater er let ovale og dybt røde. De vejer 12-20 gram. Tomaterne er tynde i skalden, dejligt søde og behanglige at spise. Du kan spise dem rå eller som jeg (havde rigtigt mange tomater i 2018) bruge dem til en bagt pureret cherrytomatsauce. Denne sauce smagte himmelsk på mine hjemmelavede pizzaer med surdejsbund.

Vil jeg dyrke sorten igen? Det er et svært spørgsmål at svare på. Tomaterne smager virkelig dejligt. Skal jeg rangere tomatsorten Annie’s Singapore ligger den smagsmæssigt i den øverste 1/3 del af min liste. Så med den baggrund er det meget sandsynligt at den på et tidspunkt vil blive dyrket igen.

Leave a Reply